Nationalpark Vadehavet

Unesco Verdensarv

Nationalpark Vadehavet

Kilde: nationalparkvadehavet.dk
Der kan du læse meget meget om vores fælles verdensarv.
Nationalpark Vadehavet er dansk natur i verdensklasse. Her findes et spektakulært dyreliv, og områdets betydning rækker langt ud over Danmarks grænser. Nationalparken passer på Vadehavets mange værdier og gør det lettere for dig at opleve dem.

Nationalpark Vadehavet er Danmarks største nationalpark.
Den strækker sig fra den dansk-tyske grænse til Blåvandshuk og har et areal på 1.459 km2, hvoraf ca. 300 km2 er landområde. Nationalparken rummer lavvandede havområder, vadeflader, sandbanker, barriereøer, tidevandsrender, klitter, marskområder og strandenge. Den strækker sig over fire kommuner: Tønder, Esbjerg, Fanø og Varde.

Derfor er Vadehavet nationalpark i Danmark
Vadehavet er et enestående marsk- og tidevandsområde af international betydning. Her råder en natur i evig forandring, fordi tidevand og bølger ændrer landskabet hver dag. Tidevandet skaber også en enorm produktion af orme, snegle, muslinger og krebsdyr i de store vadeflader, der tørlægges cirka to gange i døgnet. Det er afgørende for millioner af trækfugle, som hvert forår og efterår kommer til Vadehavet for at æde og hvile på deres rejse. Også marsken er et vigtigt spisekammer, især for gæs og ænder. Samtidig har Vadehavet stor betydning som yngleområde for fugle og sæler og som opvækstområde for fisk. Ud over at rumme en unik natur med mange arter af dyr og planter, har Vadehavet en spændende kulturhistorie med bl.a. landvinding og digebyggeri. Alle disse værdier er baggrunden for, at Vadehavet i 2010 blev udpeget som nationalpark i Danmark.

Vadehavet er både nationalpark og verdensarv
I 2014 udpegede UNESCO cirka 80 % af Nationalpark Vadehavet som verdensarv på grund af områdets enestående universelle værdi. Dermed har hele Vadehavets tidevandsområde langs Danmark, Tyskland og Holland status som verdensarv.

Trækfuglene i Vadehavet

Vadehavet er Danmarks internationale nationalpark, fordi området har afgørende betydning for 12-15 millioner trækfugle på den Østatlantiske trækrute. Det giver besøgende mulighed for nogle enestående fugleoplevelser.

Vadehavet har afgørende betydning som rasteplads og fourageringsområde for trækfugle. Ved Vadehavet er der især store flokke af vadefugle og gæs, der fylder både himmel, eng og vade, når de gør ophold her på deres rejse langs den Østatlantiske trækrute. Der er flere grunde til, at trækfugle forlader de varmere himmelstrøg og flyver til for eksempel den arktiske tundra for at yngle. På tundraen er afstanden til artsfæller stor, og risikoen for at sprede sygdomme mindre. Derudover er de barske vintre i yngleområderne også med til at reducere antallet af rovfugle og andre rovdyr. Vadehavet opfylder en række behov, som er helt afgørende for trækfuglene. De kommer derfor tilbage til området hvert år og giver både beboere og besøgende nogle helt enestående, svimlende fugleoplevelser.
Vadehavet og trækfuglene
Verden over er nogle af de mest værdifulde naturområder der findes tidevandsområder, hvor tidevandets pulsering giver solen mulighed for at opvarme den blottede havbund ved lavvande. Gennem det næringsrige og ofte lune mudder får algerne ekstra energi, der gør plantevæksten enorm. Algerne er grundlaget for en gigantisk produktion af bunddyr som muslinger, orme og snegle, som gør Vadehavet til et uvurderligt spisekammer for fuglene på den Østatlantiske trækrute. En af verdens vigtigste ruter for trækkende fugle, som forbinder områder fra det tropiske Afrika til de arktiske egne.

Distanceflyvere
Trækfugle trækker enten kort, mellemlangt eller langt og det kan ses på fuglenes form. De fugle, der flyver længst, er for eksempel torpedoformede. Gråand og vibe er blandt de fugle, som trækker kortest. De yngler i Danmark, men trækker om nødvendigt til kysterne ved Tyskland og Holland for vinteren. Edderfugl og strandskade er blandt mellemdistance-flyverne, da de yngler i Nordeuropa og trækker til Vesteuropa. Endelig er der de absolutte langdistance-trækkere. Til denne gruppe hører arktisk ynglende trækfugle som islandsk ryle, kobbersneppe og stenvender, som alle flyver til det tropiske Afrika for vinteren.

Ilt med på rejsen
Fuglenes daglige flyveture foregår tæt på land, men når trækfuglene skal på rejse, stiger de til store højder. Mindre fugle som snespurv flyver en kilometer over landjorden, mens almindelig ryle, kobbersneppe og vibe trækker i fire til seks kilometers højde. De større fugle som gæs, traner og storke kan flyve så højt som seks til ni kilometer over Jordens overflade. For at kunne flyve i så stor en højde, må fuglene udnytte ilten bedre end arter som mennesker, for eksempel ved selv ved selv at tage ilten med. Nogle fuglearter har op til ni lungeposer, men de kan også bruge deres hule knogler til at oplagre ilt.

Nye fjer til fuglene
Trækfuglene bruger ikke alene Vadehavet som spisekammer. Om foråret og efteråret kan man finde millioner af efterladte fjer på strandengen. Fjer bliver slidt af at flyve halvvejs rundt om Jorden, og fuglene har brug for nye for at kunne fortsætte

Fuglenes fjerfældningsstrategi er forskellig. Vadefugle skifter løbende fjerene ud, mens edderfuglen ikke kan flyve i op til fem uger, mens den skifter svingfjerene.

Hvordan finder fuglene vej?
Trækfuglene har en medfødt evne til at finde vej. Det viser sig ved at trækfugleunger oftest bliver ladt alene få dage efter udklækningen. De begiver sig derfor på træk uden nogen form oplæring eller hjælp fra forældrene. Hvordan fuglene orienterer sig, er langt fra klarlagt. Men den nyeste forskning viser, at et område i fuglenes hjerne indeholder neuroner, der kan registre magnetfeltets retning og styrke. Dermed kan fuglene formentlig korrigere deres rute, hvis de kommer på afveje. Fuglenes orientering er dog sammensat af mange faktorer, da de også kan orientere sig efter solen, stjernerne, ved landekending samt med deres lugtesans.

Oplev kæmpe sværme
Det er svært at forstå, hvor mange 12-15 millioner trækfugle egentlig er. For nogle arter gælder det, at der kun er få hundrede trækkende individer, som kommer til området, mens det for andre gælder, at mere end en million artsfæller på en gang besøger Vadehavet. Kæmpesværme på tusinder af fugle, der glimter i solen som sølv, er ikke et usædvanligt syn i trækperioderne. Og det kan man opleve ved at tage til Vadehavet og deltage i turarrangørernes mange forskellige ture fra marts til maj og igen fra august til oktober.

Sælerne i Vadehavet

De store pattedyr nyder godt af Vadehavet. For sælerne er området ikke alene et bugnende spisekammer, men også et trygt og godt sted at komme til kræfter og føde sine unger.

Langt de fleste sæler i Vadehavet er spættede sæler, men man kan også være heldig at møde den store gråsæl. De spættede sæler bruger især Vadehavets banker til at hvile sig, og til når de om sommeren føder deres unger. Ungerne dier i de første 3-4 uger hos moderen, hvorefter de på egen hånd må lære at fange fisk og krebsdyr. Gråsælen er blevet mere almindelig i de senere årtier, og i december 2014 skete så den lille sensation: En gråsæl-unge blev set i forbindelse med Fiskeri- og Søfartsmuseets optælling af sæler. Det kunne dermed med sikkerhed siges, at gråsælen for første gang siden 1500-tallet havde ynglet i den danske del af Vadehavet. Den unge gråsæl lå i øvrigt helt udramatisk og solede sig sammen med sin mor på en sandbanke ved Rømø.

Danmarks største rovdyr
Sælerne hører til blandt rovdyrene og er derfor beslægtet med blandt andet ulve og bjørne. Man mener, at sælernes tætteste nulevende slægtning blandt rovdyrene skal findes i gruppen af mårlignende dyr. Den spættede sæl bliver som regel omkring 1,3 – 1,6 meter lang og kan veje op mod 130 kg. Gråsælen bliver væsentligt større og er med sine 300 kg ikke blot Danmarks største rovdyr, men også vores største pattedyr.

Livet i vand
Sælen har gennem millioner af år udviklet sig fra at være

landlevende til at bruge en stor del af sit liv i og under vandet. Dens torpedoformede krop og de brede luffer gør sælen til en god svømmer, og et tykt spæklag hjælper den med at holde varmen. Sælens store øjne er meget lysfølsomme og indrettet til at se under vandet, og dens følehår registrerer selv de mindste bevægelser fra fisk. Sælen kan uden problemer være under vandet i adskillige minutter, fordi hele dens krop er skabt til at lagre og spare på ilten. Sælen er dog stadig nødt til at komme op på land i perioder. Den kan udmærket sove, mens den befinder sig i vandet, men den hviler bedst på land. Derfor kan man ofte se sælerne ligge på sandbankerne i Vadehavet og dase.

Sælpesten
Sælpest har to gange, i 1988 og 2002, ramt de danske sæler. I begge tilfælde døde et sted mellem 50 og 60 procent af bestanden. Sælpest skyldes et virus, der svækker sælens immunforsvar og giver bakterieinfektioner frit spil. Derfor døde de fleste sæler under epidemierne af bakteriel lungebetændelse.

Hylere og syge sæler på stranden
I den spættede sæls dieperiode sker det, at en unge kommer væk fra sin mor. Uden mælk fra moderen er ungen prisgivet og kravler op på stranden, hvor den kalder på moren. De såkaldte hylere har meget ringe chance for at overleve på egen hånd, og de bliver aflivet, for at de ikke skal lide unødigt.

Vadehavets østers

I Vadehavet er der stillehavsøsters i tonsvis. Ved lavvande tørlægges store østersbanker, og det er en fantastisk oplevelse at vade ud og plukke og spise østers.

Stillehavsøsters blev første gang blevet fundet i den danske del af Vadehavet i 1996. Siden da har den hurtigt bredt sig og dannet østersbanker mange steder. Bankerne varierer meget i størrelse og tilgængelighed og er i dag et populært udflugtsmål for mange turister. Turisterne kan i nogle tilfælde selv finde frem til de kulinariske perler, men det er også muligt at få vejledning fra formidlere, der tager grupper med ud fra flere punkter langs Vadehavskysten. Det er frit for enhver at samle stillehavsøsters til eget forbrug.

Stillehavsøsters – biologi og levevis
Stillehavsøsters (Crassostrea gigas) er, som det latinske artsnavn indikerer, en gigant blandt østers. Skallen kan blive op til 40 centimeter i længden. Arten kan opnå en alder på 30 år og er enormt hårdfør, idet den tolererer vandtemperaturer fra – 5°C til + 40°C. Netop artens tolerance over for store temperaturudsving er medvirkende til dens enorme udbredelse verden over. Den stammer fra den asiatiske Stillehavskyst, men er blevet sat ud på flere nye kontinenter, hvor den nu lever godt. Stillehavsøsters ernærer sig ved at filtrere havvandet for mikroskopiske planktonalger. Undersøgelser har vist, at en stillehavsøsters er i stand til at filtrere 12 liter havvand i timen. Hunnerne gyder i sensommeren, og en hun kan gyde mellem 20 og 100 millioner æg per gang. Stillehavsøsters gyder dog ikke hvert år i Vadehavet, da det kræver vandtemperaturer på over 20 °C i en længere sammenhængende periode.

Fra Stillehavet til Vadehavet
I 1922 blev den europæiske østers (Ostrea edulis) ramt af krebsepest. Sygdommen havde stor dødelighed og udraderede på få år hele den europæiske bestand af østers. Manglen på østers gav anledning til, at man i midten af 1900-tallet begyndte at importere stillehavsøsters fra Japan til Europa. Den havde nemlig vist sig modstandsdygtig over for de sygdomsangreb, som den europæiske østers måtte bukke under for. De første udsætninger foregik i Frankrig og Holland i perioden 1964-1969. Og i 1986 blev der udsat stillehavsøsters på den tyske Vadehavsø Sild. Udsætningen på Sild resulterede i, at man i 1996 kunne finde stillehavsøsters i det danske Vadehav. Da stillehavsøsters ikke hører naturligt hjemme i den danske natur og har en negativ effekt på oprindelige arter, bliver den officielt regnet som en invasiv art. Det er derfor kun en hjælp til den danske natur, når mennesker plukker øster til at spise.

Friske østers er en dejlig delikatesse, som kan nydes, når man som østerssamler tager sine forholdsregler.

Stillehavsøsters påvirker økosystemet
De mange østersbanker i Vadehavet virker som store rev, der danner utallige skjulesteder for nogle af de mindre dyrearter på havbunden. Den større forekomst af skjulesteder bevirker at antallet af krabber og søstjerner bliver større, hvilket fører til et øget tryk på deres byttedyr. På den måde kan stillehavsøsters indirekte bevirke, at fødekædebalancen i Vadehavet bliver forskudt. Stillehavsøsters etablerer sig desuden oven på allerede eksisterende banker af blåmuslinger. Det betyder, at fuglearter som edderfugl, strandskade og sølvmåge, der primært ernærer sig af blåmuslinger, får sværere ved at finde føde.

Advarsel
Skaldyr er en delikatesse, der skal nydes med omtanke. Det kan være forbundet med risiko selv at indsamle og spise østers og muslinger fra Vadehavet.

Orienter dig inden du plukker østers og muslinger i Vadehavet – pluk aldrig skaldyr når der er udstedt advarsel fra myndighederne. Hold eventuelt øje med status for de kommercielle høstområder. Du finder links nederst i denne boks.
Pluk ikke østers eller muslinger i nærheden af å- eller spildevandsudløb eller havneudløb.
Følg anbefalingerne fra din guide når du er på østerstur
Oplev tidevandet
Det er tidevandet, som har skabt Vadehavets karakteristiske profil af øer, vadeflader og marsk. Tidevandet er Vadehavets puls, og det har lagt grunden for områdets enestående økosystem med et myldrende liv af dyr og planter.

Det landskab og det liv, som møder besøgende ved Vadehavet, er først og fremmest et produkt af tidevandet. Gennem årtusinder har det vekslet mellem at skylle ind over det flade kystland ved højvande, for så at trække sig tilbage og blotte store områder af havbunden ved lavvande. Denne pulserende bevægelse frem og tilbage har i tidens løb ført store mængder af både sand og næringsstoffer ind på lavt vand og hen over vadefladerne. Og på den måde har den skiftende vandstand skabt både de brede, hvide strande og den frodige marsk.

Vadehavets puls

Der er ingen steder i Nordeuropa, hvor tidevandet betyder mere for landskabet end i Vadehavet. Den gradvise overgang fra land til hav er et produkt af, at tidevandet konstant bevæger sig frem og tilbage hen over vadefladerne. Der går helt præcist seks en kvart time mellem højvande og lavvande, hvilket betyder, at havet oversvømmer Vadehavet to gange på 25 timer. Denne vandrytme fungerer som Vadehavets puls. For vandet tilfører næringsstoffer og organismer til de flade områder og danner der fødegrundlaget for et rigt økosystem, hvor biomassen af især bunddyr er ekstremt stor. Tidevandet er et produkt af Månens tyngdekraft. Forskellen på højvande og lavvande er normalt omkring halvanden meter, men vejr og strømforhold kan forstørre denne forskel. I ekstreme tilfælde fører det til stormflod.

Vandet fordeler sand og mudder
Vadehavets forudsætning er en vis tidevandsforskel og et bredt, fladt område, som vandet kan skylle ind over. I løbet af den sidste istid, blev der skabt nogle flade flodsletter, som blev oversvømmet ved den havstigning, som fulgte omkring overgangen til bondestenalderen. Her blev Nordsøen i en lidt mindre udgave, end vi kender den i dag, skabt. I de følgende årtusinder arbejdede tidevandet støt og roligt.  Havet fortsatte med at stige, dog med mindre fart, og på Vadehavskysten kom vandet således længere og længere op over det flade slettelandskab, der var her. Når vandet skyller ind over kysten, aflejrer det et sediment, der indeholder både sand og mudder. Sandet er det tungeste. Det lægger sig derfor allerede, når strømmen mister fart lige ud for kysten. Mudderet lægger sig derimod først, når vandet står stille længere inde i landet. Derfor ligger sandet ved kysterne, og det næringsrige slik og mudder længere inde i floddalene.

Et land bygget af mudder
De sidste 8-9.000 år er havspejlet ved den sydvestjyske kyst steget med 17 meter. Det betyder, at havet med tidevandets puls i den samme periode har aflejret nyt land med en tykkelse på op til 17 meter. Boringer ned gennem marskens lag viser, at der under metervis af aflejret slik-ler er et tørvelag på sand fra en tid, før tidevandet fik magt.

Selve øen Rømø illustrerer, hvordan tidevandet bygger landet. Rømø har navn efter en såkaldt rimme, som oprindeligt betegnede en lav banke ud for kysten. Men efterhånden som vandet skyller op på rimmen, bliver laget af sand tykkere. Sandet blæser så sammen til klitter, der danner en ø. Bag ved klitterne bliver der så meget læ, at vandet står stille længe nok til at aflejre mudder, og marsken begynder at blive dannet. På den måde opstår Vadehavsområdets karakteristiske landskabstyper som et produkt af tidevandet.

Stormfloder og diger
Den lerjord, som havet aflejrer, er rig på næringsstoffer. Derfor er marsken fed sammenlignet med de hedesletter, der er længere inde i landet. Og den har

gennem tiden givet levebrød til en forholdsvis stor befolkning langs Vadehavskysten. Problemet var dog, at den lavtliggende marsk var udsat for stormfloder, der i tidens løb har krævet tusinder af menneskeliv. Vadehavets folk var derfor nødt til at bosætte sig på kanterne af de højere liggende geestområder. For bedre at kunne udnytte marsken begyndte de at skabe kunstige forhøjninger, som de kunne bygge deres gårde på. Det er de såkaldte værfter, som findes mange steder i den sydlige del af det danske Vadehav. Allerede i middelalderen begyndte man at bygge permanente diger, der skulle holde havet ude. Det er dog først inden for de seneste 150 år, at de effektive havdiger er blevet bygget. Disse moderne diger har været en succes i forhold til at beskytte menneskerne mod stormfloder. Stormfloderne har ikke forårsaget nogen dødsfald i den danske del af Vadehavet i mere end 100 år.

Her kan du opleve tidevandet
Tidevandet kan naturligt nok ses langs hele kysten. Der er dog steder, hvor forskellen på højvande og lavvande træder tydeligt frem. De såkaldte låer er gode til at illustrere tidevandet. På ydersiden af Ballum Sluse, syd for Brede Å, er der en lå, der er fuld af vand ved højvande, mens den er næsten tom ved lavvande. Det samme gælder for Havsand Lå på Rømø, hvor det er tydeligt at se, hvordan tidevandet påvirker Vadehavets vandløb. Men på Mandø er der nok den mest markante konsekvens af tidevandet. Adgangen til Mandø går nemlig ad Låningsvejen, der er hævet en lille halv meter over havbunden. Men det gælder vel at mærke kun ved lavvande. Ved højvande er vejen oversvømmet. Så det er helt afgørende at have styr på tidevandstabellerne, inden du begiver dig ud på den vej. Ellers risikerer du bogstavelig talt at komme til at køre i havet.

Livet på vaderne

Vaden ser ved første øjekast gold og livløs ud med sine vidtstrakte, nøgne sandflader. Men skinnet bedrager. Under overfladen er et sandt mylder af liv, der i rå mængde kun bliver overgået af få andre af verdens dyresamfund.

Sammenlignet med en gennemsnitlig havbund indeholder vaden ti gange flere dyr målt i vægt. Og med et samlet areal på 4.700 km2 gør det vaden til et gigantisk spisekammer. Betingelserne for det rige dyreliv bliver især skabt af tidevandet, der to gange i døgnet bringer næringsrigt vand ind i det lave Vadehav. Grundlaget for livet er høje forekomster af mikroskopiske alger, især kiselalger, der udgør det første led i fødekæden. Kiselalgerne lever både svævende i vandet, på vadens overflade og nede i vaden. Det er kiselalgerne, som giver vaden dens brune farve.

Blandet bund giver liv
Det meste liv i Vadehavet findes nede i vaden. Det kræver dog, at der er den rette blanding mellem sandbund og ler, det såkaldte slik. Den største mængde dyr lever på steder, hvor slik udgør op til en femtedel af bunden. Består bunden af rent sand eller rent slik, er der kun få dyr. De fleste af dyrene i vaden er ganske små, men til gengæld optræder de ofte i svimlende antal. Der kan være over 100 rundorme i blot en kubikcentimeter af vaden. Oven på vaden lever dyndsneglen, der blot måler nogle få millimeter og derfor let bliver overset. Men den er uhyre talrig. På en kvadratmeter kan der være op mod 120.000 snegle.

Vadens entreprenører
Et af vadens mest talrige dyr er den lille slikkrebs, der visse steder findes i mængder på op mod 100.000 individer for hver kvadratmeter. Slikkrebsen lever i gange i havbunden og spiser nedbrudt plantemateriale og bakterier, som den filtrerer fra vandet eller opsamler fra havbunden. Slikkrebsens graveaktivitet er vigtig for vadens kemiske omsætning og for havbundens stabilitet.

Også sandormen er vigtig for vaden. Overalt støder man på vidnesbyrd om dens aktivitet i form af de karakteristiske små bunker af sand. Sandormen lever nede i vaden i et U-formet rør. Her spiser den sand og udnytter de mikroskopiske alger, der sidder på overfladen af sandkornene. Sandormens rør fører vand ned i sandet, og det gør det muligt for mange andre organismer at leve dybt nede i havbunden.

En børnehave for fisk
Vadehavet er opvækstområde for flere fiskearter. Rødspætten gyder om vinteren i de frie vandmasser sydvest for Vadehavet. Herfra fører strømmen larverne ind i Vadehavet, hvor de lever 2-3 år og spiser sig store i de utallige tilgængelige byttedyr, inden de igen begiver sig mod Nordsøen. Også tunge og sild gør brug af Vadehavet som børnehave. Sandorm udgør en vigtig del af føden for fiskene. Sandormene afsætter deres ekskrementer ved at stikke enden ud af deres beskyttende rør. Og når de gør det, er de særligt udsatte. Det udnytter fiskene. Men sandormens bagende er sådan indrettet, at den falder af, hvis en fisk får fat på den. På den måde slipper sandormen med skrækken og en mistet hale. Sandormen kan tåle at miste halen mange gange.

Et spisekammer for fugle
Det rige dyreliv på vaden udgør en overdådig buffet for vandfugle. Vadehavet er et vigtigt rasteområde for mange fuglearter, der hvert år trækker fra yngleområderne i nord til overvintringsområderne i syd. Hvert år besøger 12 millioner fugle Vadehavet.

Fuglene stopper kortvarigt for at fylde depoterne op til deres videre færd, eller de vælger at blive i området vinteren over.

Årets gang på vaden
Livet på vaden følger årstidernes skiften. Om sommeren er dyrelivet på vaden rigt. Her er temperaturen gunstig, og der er rigelige mængder føde. Med vinterens komme forlader mange arter Vadehavet til fordel for lunere og dybere vand, kun for at vende tilbage i det lune forår. De dyr, der ikke kan flytte sig, er meget udsatte i strenge vintre. Hjertemuslingen tåler ikke kulden så godt, og i kolde vintre dør en stor del af bestanden på vaden. Yngel fra dybere vand genbefolker dog hurtigt vaden igen.

Oplev vaden
Der er gode muligheder for at opleve vadens liv på tætteste hold. Og der er noget for en hver smag og temperament. Har du mod på det, kan du uden problemer gå på opdagelse på egen hånd. Det kan være en god ide at medbringe en greb, så det er lettere at grave muslinger op. Det er spændende at gå på opdagelse i vadens skjulte liv, men da det ikke er ufarligt at bevæge sig langt ud på vaden, er det en god ide at være godt forberedt for at undgå ubehagelige overraskelser. Højvandet kan hurtigt vende tilbage i Vadehavet, og det er nemt at glemme tiden, når man går rundt på vaden. Det kan derfor anbefales at planlægge turen ud fra tidevandsprognosen og på forhånd beslutte sig for et tidspunkt, hvor man begiver sig tilbage. Havgus kan også komme rullende overraskende hurtigt og helt indhylle vaden i et vattæppe, der gør det meget vanskeligt at orientere sig. Et kompas eller en gps-modtager er derfor en vigtig del af udrustningen for at undgå at fare vild.

Sommertid