Mandø

Kør på havbunden over med egen bil eller med traktorbussen

Mandø – 55 km fra Motel Højer

Mandø er en 7,63 km² stor dansk tidevandsø i Vadehavet mellem Rømø og Fanø. Den har per november 2012 37 indbyggere. “Låningsvejen” forbinder Mandø med Vester Vedsted i Jylland. Øen udgør Mandø Sogn. 1970 blev Mandø Kommune optaget i Ribe Kommune og blev dermed fra 2007 en del af Esbjerg Kommune. Mandø har status som vildt- og naturreservat. Sydvest for øen ligger højsandet Koresand. Et højsand er et område, der som regel ikke er oversvømmet ved højvande. Mandø har altid hørt til Danmark. Fra 1864 – 1920 gik statsgrænsen mellem Mandø og Rømø. Afstanden fra Vester Vedsted på fastlandet til Mandø by er 11 km, heraf ca. 6 km gennem Vadehavet.

Bebyggelsen på øen er koncentreret omkring Mandø by, som er beliggende på en klitrække på øens vestligste og højeste punkt. På øen er der i dag 4 aktive landmænd. Tre af dem driver jorden fra fastlandet. Desuden er der Brugsen, Mandø Centret og Mandø Kro samt campingplads og Bed & Breakfast. Mange af beboerne på Mandø er pensionister, og for de erhvervsaktive er turismen den væsentligste indtægtskilde. Børnene fra Mandø går i skole på Vadehavsskolen i Egebæk-Hvidding og kører hver dag med traktorbussen til fastlandet. Øens eneste butik Brugsen har et bredt udvalg af dagligvarer og fungerer også som et uofficielt turist-informationskontor. Mange af de gamle huse i Mandø by er heller ikke længere helårshuse, men er købt af efterkommere efter mandøboere og bruges som sommerhuse.

I ældre tid udgjorde landbrug øens vigtigste næringsvej. Befolkningstallet har gennem det sidste århundrede været i tilbagegang, og antallet af fastboende ligger nu på omkring 41, men sommerhusbebyggelsen og turismen udgør en vis kompensation for det faldende befolkningstal. Mandøs beboere lever overvejende af pension, deltidslandbrug og turisme. En del af dem, der har landbrug, har andet arbejde ved siden af som f.eks vedligeholdelse af faskiner, kirketjener, hjemmehjælper eller lignende. Antallet af heltidslandbrug er faldet fra ca. 25 i 1970 til ét i 1997.

Mandø Kirke, bygget 1639, restaureret 1727 er en langhusbygning af munkesten med et vest for liggende våbenhus fra 1728. Kirken og kirkegården ligger på et værft for at at sikre den under højvande. Der var en fastboende præst på øen indtil 1996, hvor præsteembedet blev slået sammen med Vester Vedsted. Præsten for Mandø og Vester Vedsted sogne bor i Vester Vedsted, og den gamle præstegård på Mandø er solgt som sommerhus. 1965 købte Mandøsamfundet et hus på Mandø, bygget 1839 og som tidligere havde været skipperhjem. Huset er stadig indrettet som på opførselstidspunktet og er nu Mandøs hjemstavnsmuseum, hvor gæsterne får et indtryk af livet på øen i 1800-tallet.

Vandstand og vejr
Kør selv til Mandø. Man kan sagtens køre i egen bil, autocamper og med campingvogn til og fra Mandø.
Låningsvejen ligger 55 cm over havbunden. For at køre til Mandø skal du sikre dig at vandstanden, under de 20 min. det tager at køre over havbunden, ikke stiger til mere end + 55 cm.
På “faldende vand” kan man begive sig på vej i god tid, og opleve hvordan vejen “vokser frem” af havet.
Samtidig får man god tid til at nyde fuglelivet på vaden.

Tjek vandstanden her: VANDSTAND
Hvis du er i tvivl kan du ringe på: +45 2325 5375

Natur

Mandøs natur er sårbar. Færdsel på øen bør derfor altid ske under stor hensyntagen til dyrelivet. Gå ikke for tæt på rugende fugle eller fugleflokke, der raster. Nyd fuglene på afstand. Respekter de opsatte skilte og vejledninger. Bliv på veje, stier og på vaden og undgå i ynglesæsonen at færdes på steder med vegetation.

Mandøs ekstensive landbrug med vedvarende græs gør øen til en værdifuld yngle- og rastelokalitet for mange fuglearter. Græsmarkerne har til forskel fra f.eks. kornmarker et rigt insektliv og dermed rigelig føde til fuglenes unger. På øen er der der heller ingen ræve eller andre rovdyr, der kan plyndre rederne.

Mandø er på grund af sin beliggenhed en vigtig rasteplads især for svømme- og vadefugle under trækket og et vigtigt yngle- og overvintringsområde. Der er et enestående fugleliv med flere tusinde par ynglende fugle, og øen har nogle af Danmarks største enkeltbestande af strandskader på ca. 1000 par fugle og stor kobbersnepper med 86 par i 2011. Af andre ynglefugle på øen er der mulighed for at observere rørhøg, klyde, havterne, knarand, skeand, vibe, rødben og nogle årbrushane og pibeand. I træktiden ses store forekomster af arktiske vadefugle som islandsk ryle, almindelig ryle, lille kobbersneppe, strandhjejle og stor regnspove. Øen tiltrækker endvidere flere gåsearter – især mørkbuget knortegås og i de senere år bramgås (sidstnævnte med omkring 10.000-12.000 rastende i foråret 2011).

Der er ræve og mosegrise, som man forøger at begrænse antallet af, grundet deres underminering af digerne. Af vildt er der harer og rådyr.

Fra diget i det nordøstlige hjørne af øen kan man ved lavvande og klart vejr, hvis man kigger i retning af møllerne i Tjæreborg (på fastlandet), se en sælbanke med op til hundrede sæler i ynglesæsonen. Sæljagt var i gamlle dage en almindelig måde at skaffe kød på. Der er endvidere muligt at observere sæler på Koresand. Udover føden er fred og ro det vigtigste for sælerne. Sælungerne omkring Mandø fødes sidt i juni og vejer ved fødslen ca. 10 kg. I løbet af de følgende 3-4 uger skal de have dannet et ca. 3 cm. tykt varmisolerende spæklag for at overleve den følgende vinter. Den kraftige vækststigning er mulig, da hunsælens mælk har et fedtindhold på op til 48 %. Da ungerne kun dier på land, er det livsvigtigt for dem, at der findes uforstyrrede liggepladser.

Fuglefangst var i gamle dage almindelig. Om vinteren satte man garn op på vaderne, og om natten svømmede eller fløj ænder og gæs ind i garnene. Man skiftedes til at bjerge fangsten og delte udbyttet. I ældre tid udgjorde landbrug øens vigtigste næringsvej. Befolkningstallet har gennem det sidste århundrede været i tilbagegang, og antallet af fastboende ligger nu på omkring 41, men sommerhusbebyggelsen og turismen udgør en vis kompensation for det faldende befolkningstal. Mandøs beboere lever overvejende af pension, deltidslandbrug og turisme. En del af dem, der har landbrug, har andet arbejde ved siden af som f.eks vedligeholdelse af faskiner, kirketjener, hjemmehjælper eller lignende. Antallet af heltidslandbrug er faldet fra ca. 25 i 1970 til ét i 1997.

Den Danske Naturfond meddelte 1. november 2016, at de i samarbejde med Esbjerg Kommune og Nationalpark Vadehavet vil opkøbe mellem 350 og 550 hektar natur for at sikre og udvikle Mandøs natur, særlig med henblik på ynglende vadefugle og for at rastende fugle i træktiden får ro til at fouragere.