Husum

Skøn havneby med hyggelige gader

Husum – 66 km fra Motel Højer

Husum (nordfrisisk: Hüsem) ligger ved Slesvig-Holstens vestkyst i landskabet Nordfrisland i Tyskland. Byen er hovedsæde for Kreis Nordfriesland. Den bliver også kaldt for den grå by ved havet, og har cirka 21.000 indbyggere.
Husum nævnes for første gang i 1252 som Husumbro (Bro mellem husene). Bebyggelsen lå ved handelsruten langs den jyske vestkyst, hvor de store kvægtransporter blev drevet sydpå. Formodentlig var byen allerede siden 1200 hjemsted for et stor kvægmarked. Sit egentlige opsving fik byen dog først efter stormfloden i 1362 (Den Store Manddrukning), hvor blandt andet Rungholt forsvandt i bølgerne. Med stormfloden opstod en forbindelse til havet, og Husum kunne udvikle sig til en havneby. Fra år 1372 til 1398 tog byen meget til, og udgjorde to landsbyer, som kaldtes Øster- og Vesterhusum.
Landsbyjorderne indeholder danske marknavne, hvilket viser, at landsbyboerne har talt dansk.

Kultur og seværdigheder

På byens torv findes Mariekirken, som er opført af den danske arkitekt C.F. Hansen, hvis forældre var fra Husum. Kirken blev bygget i samme klassicistisk stil som Københavns domkirke. På torvet foran kirken ses den 1902 opførte skulptur Tine. Skulpturen forestiller en ung fiskerkone i træsko og er støbt i bronze. Tinebrønden er skabt af Husums billedhugger Adolf Brütt.
Husums rådhus er fra 1601. Rådhuset er oprindelig opført i italiensk renæssancestil med udvendig trappe, men blev ombygget i løbet af tiden.
Byens ældste hus er det gotisk opførte herrehus. På herrehusets facade ses en række hoveder, der siges at være et minde om de oprørere, der henrettedes under Christian 1.
I 1514 lod den gottorpske hertug Frederik 1. indrette et møntværksted i huset. Ikke langt fra rådhuset ligger også byens skibsfartsmuseum og Nordsø Museet Husum. Renæssanceslottet Husum Slot er opført 1577-82 af hertug Adolf af Gottorp. Slottet blev bygget på samme sted, som franciskanerne i 1400-tallet havde opført et kloster. Slotsparken er kendt for forårets krokusblomstring.
Af danske institutioner kan nævnes Husum danske Kirke, Husum danske Skole og Husumhus i Nystaden med den lokale danske bibliotek.