HØJER

Porten til Tøndermarsken og Unesco Verdensarv

Højer

(tysk: Hoyer) er en by i Sønderjylland med 1.187 indbyggere (2017), beliggende i Tøndermarsken nær Vadehavet. Byen ligger i Tønder Kommune og tilhører Region Syddanmark. Højer er en gammel marskby, opført bag diger og befinder sig i ét af de mest tyndt befolkede områder i Danmark. Den er i dag en lille industriby med bl.a. møbelfabrikker og virksomheden Højer Pølser, der kendes for sine sønderjyske pølser i det meste af landsdelen.

Højer byder på flere seværdigheder. Højer Kirke er en tufstenskirke bygget i anden halvdel af 1200-tallet. I 1300-tallet fyldte man jord op omkring bygningen for at forhindre den i at blive ramt af stormflod, hvad der får kirken til at syne lavere end den er. En anden seværdighed i byen er Højer Mølle, der er en restaureret hollandsk vindmølle fra 1857. Med sin højde på 22 m regnes møllen som én af Nordeuropas højeste af sin slags. I tilknytning til møllen ligger Højer Mølle- og Marskmuseum med udstillinger om bl.a. sluser, marsken, stormflod og om bådfolkene på egnen. Ved Torveti byen finder man Højer Rådhus der er en lille stråtækt bygning fra 1803, og i Møllegade findes Kiers Gaard, en statelig marskgård opført i 1760, men med en baggrundshistorie der rækker tilbage til 1400-tallet.

Generelt er Højer by præget af gamle huse og gårde fra 1700- og 1800-tallet. Ét af dem er byens ældste hus, Lises Hus, bygget i 1708. I husets have findes en rekonstruktion af Højers gamle bybrønd fra 1807. I Nørregade ligger Hindrichsens Gaard, en bygning fra 1760 med et særegent gavlhus og et stort stråtag. Bygningen tjente i mange år som byens købmandsgård.

Lidt syd for Højer løber Vidåen videre vestpå gennem marsken til Højer Sluse og helt ud til digerne ved Vidå Sluse. Ved sidstnævnte sluse findes en naturudstilling om Vadehavet og marsken, og om sommeren kan besøgende komme på sælobservation med udflugtsbåde.

Sluserne ved Højer


Højer Sluse (den gamle sluse)

Højer Sluse vest for Tønder blev bygget samtidig med Højer-Siltoft-diget 1861. Tidligere kunne skibene uhindret sejle ind i Højer Kanal. Med en åben sluse i diget kunne skibe med mast sejle ind til i Højer Havn, som blev anlagt inden for diget. Havnen lå i forbindelse med Slusefabrikken, der fremstillede fodermel. Højer Havn blev først og fremmest brugt som godshavn, især for byggematerialer, brændsel og kunstgødning til egnens virksomheder. Travlheden i erhvervshavnen ebbede ud med opførelsen af et fremskudt dige i 1982. Slusen i det nye dige var nemlig lukket. Den gamle sluse bruges stadig som ekstra sikring ved stormfloder.

Offentligt tilgængelig Byggeår: 1861

Vidåslusen (den nye sluse)
Dige, sluse og kog udgør sammen med Vidåen, der løber snorlige gennem terrænet og ud gennem Vidåslusen, et enestående kulturmiljø, der mod syd desuden rummer Saltvandssøen som et interessant fuglerastested.

Det fremskudte dige
Det fremskudte Dige, officielt Det dansk-tyske dige, er det seneste havdige i Danmark, opført 1979-1981. Diget går fra Emmerlev Klev i nord til Hindenburg-dæmningen til Sild i syd. Diget beskytter Tøndermarskens 12.000 ha jord og 15.000 beboere mod oversvømmelser i forbindelse med stormfloder i Vadehavet. Diget er fredet under fredningen af Margrethekog. På vestsiden af diget er der på hele strækningen fra Emmerlev Klev til grænsen anlagt slikgårde for at skabe et robust forland. Vidåslusen stod færdig i 1981, den består af tre betonkamre med hver to sluseporte af træ. Syd for Højer Kanal, der løber fra den gamle Højer Sluse og ud gennem Vidåslusen, etableredes en saltvandssø som rasteplads for fugle i området. Margrethekog blev fredet i 1984. Fra diget er der en vid udsigt mod vest ud over Vadehavet, mod øst ind over Højer gamle sluse og dige og mod nordøst Højer By med Højer Mølle som et klart vartegn. Kulturmiljøet er vigtigt som rasteplads for trækfugle og som et enestående eksempel på et inddiget område, hvor man kan opleve nutidig kystbeskyttelse, landvinding, sluse- og digeanlæg.

Naturgrundlag
Den naturlige udvikling af marsken og kysten er i dette område ret tidligt blevet afbrudt af digebyggerier, afspærringer og afvandingstiltag. Det består af et areal, der strækker sig fra randen af Hjerpsted Bakkeø ved Emmerlev Klev ned mod det nuværende Vidå-leje og ned mod den dansk-tyske grænse i syd, hvor landskabstypen fortsætter. I det meste af området består jordbunden af et tykt lag klæg, der hviler på sand. Hele geomorfologien i dette område er meget kompleks: Forlandet, de ydre og indre koge er resultatet af en årtusindgammel dannelsesproces. På et rimelig sent tidspunkt, formentlig i middelalderen, begyndte området at danne en sammenhængende marskflade. Hele den vestlige del af dette felt over mod Højer er gennemtrukket af dybe tidevandsrender, der også findes ved Vidåens udløb.

Landskab
Hele kogs-, dige og slusesystemet danner et menneskeskabt landskab, der fremfor alt er kendetegnet ved vandregulering og inddigning. Således finder man i dag både inddiget marsk og uinddiget marsk med slikgårde og grøfter. Foran det fremskudte dige ligger uinddiget marsk med slikgårde, der er med til at øge digesikkerheden. Det fremskudte dige er meget markant i det ellers absolut flade landskab, og sammen med andre hav- og ådiger virker det nærmest som terrænformation. Bag det fremskudte dige, i Margrethekogen, ligger den 2,6 km2 store kunstige saltvandssø, der i 1983-1984 blev dannet som kompensation for inddigningen af de andre tidevandsarealer, som af forskellige fugle blev brugt som fodersted. Det er altså de udstrakte landbrugsflader uden høj vegetation, der er dominerende, havets nærhed, det rige fugleliv og det, at der mangler både bebyggelse og tekniske anlæg bortset fra selve sluseanlægget, der gør det fredede område rigt på naturværdi.

Kulturhistorie
Det fremskudte dige blev muligt efter landvindingsarbejder 1958-1970 på forlandet foran det gamle havdige, Højer Dige, fra 1861. På grund af den intensiverede udnyttelse af jorden og bosætning i lavtliggende områder af Tøndermarsken, blandt andet industri- og villaområder omkring Tønder by, øgedes behovet for en bedre sikring af Tøndermarsken. I 1977 vedtog Folketinget, at der skulle bygges et fremskudt dige, den udløsende årsag var en stormflod i 1976, der truede med at gå over Højer Dige. Officielt blev Det fremskudte Dige indviet samtidig med den nye Margrethekog i maj 1982. Diget er bygget 1,4 km vest for og parallelt med Højer Dige. Diget er bygget som et fælles dansk-tysk projekt med 8,6 km dige på den danske og 3,6 km på den tyske side. I Tyskland fortsætter diget ned til Hindenburg-dæmningen. Vandet til Saltvandssøen pumpes ind direkte fra Vadehavet gennem et rør i diget. Gennemstrømningen foregår fra syd til nord, og vandet pumpes derefter ud i Vidåen og løber ud gennem slusen. En del af jorden i Margrethekog er offentligt ejet (Jordfonden), en del er privat ejet, hvor naturfredninger betyder, at en stor del af arealet henligger som græsmarker. Syd for Vidåen må marskarealerne kun bruges til græsning og høslet. Lige syd for Vidåen er der et dagligreservoir for ferskvandet fra Vidåen, der kan bruges som “bufferzone” for indvandet, hvis sluseportene er lukkede på grund af højvande eller risiko for stormflod.

Arkitektur
Arkitekturen udgøres foruden af selve slusen og det tilhørende kontrolrum af slusemesterboligen og et bygningskompleks ved P-pladsen, der består af udstillingslokaler samt cafeteria. Alle bygninger er lave betonbygninger, der ligger tæt op ad digets østside, velsagtens for at det skal syne af så lidt som muligt i det ellers flade og åbne landskab

Højer Mølle

Højer Mølle er en hollandsk vindmølle med helmuret undermølle og galleri, hvorfra den krøjes manuelt. Den er bygget i 1857 og beliggende midt i Højer by. Møllen har 7 lofter og er 22 meter høj. Dermed er den den højeste af sin art i Nordeuropa. Emil Roll lod i 1857 Højer Mølle opføre, og møllen var i funktion som kornmølle indtil 1972. Den blev restaureret 1976-77 og er indrettet som Mølle-og Marskmuseum.

Højer Mølle er en ottekantet hollandsk mølle med kælder og undermølle, der var indrettet som butik. Den nordlige dør er dekoreret med Højers byvåben og inskriptionen “Mari Natus”. Møllen har syv lofter med muret undermølle og en overmølle, der er beklædt med spån. Overmøllens krop har et karakteristisk svaj, der giver et pileformet udseende. Hatten er bådformet. Vingerne har sejl og vindbrædder. Oprindelig havde møllen 25 meter lange selvsvikkende vinger og krøjeværket var styret af en vindrose. Ved den omfattende restaurering i 1976-1977 blev vingerne afkortet med ca. 2 meter og udstyret med klapper til sejl, mens krøjeværket foregår manuelt fra galleriet. De fem øverste lofter er indrettet til formaling af kornet.

Broloftet
Broloftet, det øverste loft i undermøllen, har navn efter broen, som er den konstruktion, der bærer kværnene på loftet ovenover. De kraftige stolper kaldes brostolperne En melsigte og meltudene, hvorfra det malede mel drysser ned i sækkene, findes her.

Kværnloftet
De fire kværne, der maler kornet, er placeret på det første loft i overmøllen, kværnloftet. Selve hovedakslen, der løber tværs ned gennem møllen, ender på dette niveau i et leje. Fra kværnloftet er der en dør, som fører ud til galleriet, hvor møllen startes og bremses.

Lorrisloftet
Næste loft kaldes lorrisloftet og domineres af hejseværket, hvorfra det gennem lemme har været muligt at hejse sække op og ned efter behov.

Stjernehjulsloftet
I løbet af 1700 -tallet udvikledes det såkaldte stjernehjul, en mekanisme, der fordeler kraften til kværnene. Forskellen i diameter på stjernhjulet og kværnenes mindre stokkedrev øgede kværnenes hastighed betragteligt i forhold til tidligere møllers egenskaber. I Højer Mølle har stjernehjulet sit eget loft.

Møllehatten
Mølleakslen, der bærer vingerne, er via et hathjul forbundet til et stort vandret kamhjul i toppen af møllen. Dette kamhjul kaldes ”krondrevet” og er normalt lavet af træ. Krondrevet er i drev med møllens hovedaksel, der i Sønderjylland betegnes kongevellen.Når møllen er i funktion, er hathjulet og krondrevet i indgreb, hvilket vil sige, at tænderne på hjulene er skubbet ind mellem hinanden. Rundt om hattehjulet sidder møllens bremse.

Højer Kirke

Kirkens nuværende udseende. Højer Kirke har i 2009 gennemgået en omfattende restaurering under ledelse af arkitekt Mogens Svenning. Inventaret er stærkt præget af istandsættelsen i 2009. Farverne på bænke, alterbord, knæfald og hynder er tilpasset farverne på kirkens historiske inventar, så kirken nu fremstår smuk og harmonisk. Kirken har fået nye bænke og nyt gulv, og orgelet, som tidligere stod på en træforhøjning er blevet sænket og rykket lidt fremad i kirken. Døbefonten og prædikestolen blev gennemgribende restaureret, og det øvrige historiske inventar blev også efterset. Kirkens lysekroner, som er tegnet af arkitekt Thomas Havning i forbindelse med en restaurering i 1956, blev renoveret og fik nye ophæng. Udvendig blev tårnet omfuget, og der blev pga. fugtproblemer i murværket lagt nyt dræn rundt om hele bygningen. Endvidere installeredes automatisk klokkeringning. Der blev desuden foretaget en grundig reparation og kalkning af kirkens indre murværk under Nationalmuseets vejledning. Men pga. et usædvanligt stort saltindhold i kirkens murværk, er der allerede igen voldsomme problemer med afskalning af kalken. Kirkens blytag blev fornyet i 1997.

Kirkens historie
Måske er Højer Kirke den første og ældste kirke i Højer herred. Den ældste del af kirken stammer nok fra tiden omkring år 1100. Oprindelig bestod kirken af skib, kor og apsis. Senere blev apsis og dele af det oprindelige kor fjernet, og sandsynligvis blev korsarmene, tårnet og våbenhuset tilføjet i løbet af 1400-tallet. Den sidste udvidelse fik kirken i 1748 ved tilbygningen af sakristiet, det tidligere skriftehus.

Bygningerne
Skibet er opført af blandede materialer, forneden granitkvadre, foroven munkesten og tuf. Kirkeskibet har en attisk granitsokkel, men da kirkegården i århundredernes løb stadig er blevet forhøjet, ligger granitsoklen nu under jorden. Indtil 1554, hvor det første havdige blev anlagt, var den eneste beskyttelse mod havet at forhøje det omgivende terræn. Oprindelig havde kirken fladt træloft med bjælker. Hvælvingerne er fra 1200-tallet.

Til opførelsen af tårn og korsarme har man muligvis anvendt materialer fra Anflod Kirke ved Rudbøl, som blev delvis ødelagt ved stormfloden i 1436. Anflod sogn (Højer landsogn) blev dengang indlemmet i Højer sogn. Årstallet 1781 på tårnets sydside henviser til en skalmuring i forbindelse med en totalrenovering af kirken. Våbenhuset er bygget af munkesten på granitsokkel og stærkt skalmuret i nyere tid.

Halsjernet på våbenhusets sydgavl stammer antagelig fra en gabestok på torvet ved kirkegårdsmuren. Her blev formastelige forbrydere anbragt til fri beskuelse for agtværdige borgere.

Englehoveder
De fire englehoveder under bjælkerne i våbenhuset stammer fra en ligbåre fra omkring 1700.

Fattigblokken ved døren til våbenhuset er fra 1700-tallet. De penge der blev indsamlet om søndagen, blev lagt i fattigblokken, og den blev tømt fire gange om året.

Brudedøren
Sådan kaldes den nordlige dør i hovedskibet. Den bruges ved bryllupper, begravelser og enkelte højtider. På dørens yderside ses Højers og Højer Landsogns våben: Ex mari natus (Født af havet). Sømmene repræsenterer en krigsindsamling fra Første Verdenskrig til fordel for krigsenker. Dengang gik grænsen langs Kongeåen, og området her hørte til Tyskland. Man kunne, ved en passende donation, få lov til at slå et søm i døren efter et på forhånd fastlagt mønster. Over døren ses indhugget i granit: Stärker als der Tod ist die Liebe (Stærkere end døden er kærligheden). Denne indhuggede tekst blev desværre forsøgt fjernet i 1950’erne, uden det dog lykkedes helt.

Orglet
Orgelet er fra 1894 bygget af Marcussen og Søn. Kirken fik sit første orgel i 1679. Den nuværende orgelfacade er senbarok fra 1752, hvor kirken fik sit andet orgel. På nordvæggen i tårnet, ved orglet og på orglets bagside ses paneler fra en pulpiturfacade fra tiden omkring 1730 med malerier fra Jesu historie.

Stoleværk
Bænkene er fra 2009. Det tidligere stoleværk var fra 1956 i umalet egetræ med vægpaneler. I det nordre sideskib er anvendt bevarede stolesider og låger fra 1699, som tidligere var placeret, nede ved orgelet.

Prædikestolen er fra 1956. Det er en nutidig, skematisk efterligning af den ældste prædikestol fra 1591, hvorfra de syv relieffer stammer. Reliefferne viser scener fra det Ny Testamente: Bebudelsen, Jesu fødsel, Jesu dåb, korsfæstelsen, opstandelsen, himmelfarten og Helligåndens komme. Reliefferne blev ved restaureringen i 2009 forsynet med bueslag og pilastre. Endvidere fik prædikestolen staffering af sølv- og bladguld. Der blev også indsat skrift på prædikestolen, bl.a. citater fra det Ny Testamente, passende til reliefferne.

På væggen bag orglet hænger fronten af en prædikestol fra 1842, der blev afløst af den nuværende i 1956.

Døbefonten er romansk fra omkring 1250 af sort kalksten, importeret fra Namurområdet i Belgien. Fonten blev istandsat ved restaureringen i 2009. Den er meget skrøbelig. En alvorlig revne i kummen har gjort, at den ikke er vandtæt. Sandsynligvis er der af denne grund på et tidspunkt blevet indlagt et blykar. Før 1906 var fonten placeret i koret. Den står nu på en midtersøjle med fire tynde støttesøjler i hjørnerne. Det er alene fontekummen, som med sikkerhed kan siges at være oprindelig, mens fontens underste dele har været udskiftet gentagne gange i de sidste godt hundrede år. Dåbsfadet af tin er fra 1956. Den barokke fontehimmel med Johannes, der døber Jesus, er fra 1685.

Lyseskjoldene i nordre sideskib. Ved en fremtrædende borgers begravelse blev undertiden lys med sådanne skjolde båret foran kisten. Derefter stod de på alteret til lysene var brændt ned, hvorpå de blev anbragt på en lysattrap på hylden i sideskibet. De seks af skjoldene stammer fra begravelsen af amtmand i Tønder Ernst Albrecht von Bertouch, hvis gravmæle findes udenfor, imellem våbenhuset og den søndre korsarm. De yngste skjolde er fra 1937.

Kalkmalerierne i nordre sideskib hører til gruppen af murermesterdekorationer. Malerierne er udført af den i Sydjylland kendte Liljemester, og menes udført som en afsluttende del af murerarbejdet. De blev sidst restaureret i 1985.

Altertavlen er et gotisk fløjalter fra omkring 1425, sandsynligvis fra et værksted i Lübeck. Antagelig den fjerde altertavle fra værkstedet, idet tallet IIII flere steder er snittet ind i træværket. I midten foroven ses Marias himmelkroning, derunder Peters korsfæstelse. Kirken er viet til Skt. Peter, der ifølge overleveringen blev korsfæstet med hovedet nedad. De øvrige figurer er evangelister, apostle og helgener. Farvelægningen på tavlens forside blev foretaget ved restaureringen i 1906. Samme år indsattes i tavlens fodstykke (predella) en kopi af Gebhardts berømte nadverbillede. Den tomme stol foran er til dig – du er også indbudt!

Tidligere var altertavlen lukket i fastetiden. Billederne på bagsiden viser scener fra legenden om apostlen Peter. Bagsiden er bibeholdt i originalen, og afskalninger er bevidst ikke udbedret ved restaureringen i 2009. Hvis man tænker sig tavlen lukket ses fra venstre: Peter befries fra fængslet af en engel. Peter og Paulus opvækker Tabitha mens kejseren og magikeren Simon ser på. Magikeren Simon ville styrke sin anseelse ved at forsøge at flyve, men på Peters bøn styrter han til jorden. Peter møder, på sin flugt fra Rom, den korsbærende Kristus – qou vadis?

Den flotte altertavle fristede i 44 år (1862 – 1906) en fugtig tilværelse i tårnrummet bag orgelet. Oprindelig var baggrunden belagt med bladguld (se øverste, venstre hjørne, hvor en rest er afdækket). Det store maleri, Jesus i Getsemane Have, i nordre sideskib var altertavle 1862 – 1906. Man mente dengang ikke, at det var passende med en katolsk altertavle i en protestantisk kirke.

Krucifikser
Korbuekrucifikset er senromansk fra omkring 1250. Det er en triumfgruppe, hvor Kristus bærer kongekrone. Figuren er i legemsstørrelse. Under korset står Maria og Johannes. Rundt på korset ses spirende knopper som et symbol på, at livet kommer via korset.

På nordvæggen i koret hænger et gotisk krucifiks. Det sad før 1956 øverst på altertavlen, men har nok oprindelig været bestemt til et andet formål.

Ved den nordre korsarm ses et lille kors med indskriften: INRI. Det er resterne af et processionskrucifiks, fra omkring 1500. Kristusfiguren på korset blev desværre stjålet i 1995. I 2000 blev der som erstatning fremstillet et nyt krucifiks af den lokale kunstner Peder Evald Madsen. Det ny krucifiks er placeret på sydmuren i skibet, hvor det oprindelige tidligere hang.

Kirkegården. Indtil 1862 blev den gamle kirkegård, der ligger omkring kirken, benyttet som begravelsesplads. Endnu i 1913 blev kirkegården nyanlagt, så at den ifølge pastor Rolfs stadig i 1926 med sine trægupper, blomsterbede og de gamle gravsten kunne betegnes som et af de smukkeste og mest stemningsfulde steder i Højer.

Fantastisk natur omkring Højer

Hjerpsted og Ballum

Hjerpsted

Hjerpested ligger højt placeret på Hjerpested Bakkeø, hvilket giver en særlig fin udsigt over Vadehavet vest for landsbyen. Landsbyens profil er kendetegnet af de mange tækkede tage og af lav lægivende beplantning omkring bebyggelsen. Også den fritliggende kirke vest for byen præger byens profil.

Særligt kendetegnende for Hjerpested er det store antal velbevarede huse og gårde, der har bevaret deres placering inde i landsbyen samt bebyggelsens klare og veldefinerede afgrænsning til dyrkede land omkring landsbyen.

Landsbyen er typologiseret som en vejklyngeby og bebyggelsesstrukturen er stadig karakteriseret af de gamle gårde og huse, der ligger samlet i smågrupper langs det velbevarede vejnet.

Bevaringstilstand
Hjerpested er karakteriseret af en ualmindelig helstøbt gård- og husbebyggelse i en meget velbevaret struktur, som har bevaret sin klare sammenhæng med det omkringliggende landskab. Det flade landskab omkring landsbyen er opdyrket og kultiveret og indgår i en fin sammenhæng med den ældre gård- og husbebyggelse. Landsbyen fortjener alle tiltag, der kan sikre, at denne værdifulde sammenhæng fortsat bevares.

Flere bygninger er prægede af udskiftning af karaktergivende bygningsdele som vinduer og døre til produkter, der på ingen måde modsvarer bebyggelsens og landsbyens kvaliteter, men som helhed har byen bevaret sine væsentligste kvaliteter.

Sårbarhed
Hjerpesteds kvaliteter er knyttet til strukturen, de rumlige kvaliteter, landskabet og de enkelte bygninger. Byen er særlig sårbar overfor nye bebyggelser og/eller beplantninger, der svækker den fine sammenhæng med landskabet. Særligt er Nørreby sårbar overfor tilføjelser, der bryder med den eksisterende struktur eller svækker helhedens arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter.

Kontekst
Hjerpsted er en gammel vejklyngeby, der som type er beslægtet med landsbyer som Sæd, Emmerlev og Vester Vedsted.
Kombinationen af de mange velbevarede bygninger og den uspolerede bebyggelsestruktur er et træk der også ses i Store Darum og i Vesterende Ballum.
Byens landskabelige placering “oppe” på bakkehalvøen er et træk, der også ses i bl.a. Bådsbøl Ballum og Vesterende Ballum.
Koncentrationen af de egnstypiske huse har Hjerpested til fælles med landsbyer som Emmerlev, Sæd, Sønder Sejerslev og Mjolden.

Landskab
Landsbyen Hjerpsted ligger tæt ud til Vadehavet omgivet af opdyrket landbrugsjord. Det landskabelige grundlag er Hjerpsted bakkeø, der falder mod Vadehavet for byen. Bakkeøen løber først over i marsk mod syd umiddelbart efter Emmerlev Klev. Hjerpsted bakkeø er et af de få steder langs Vadehavet, hvor kysten ikke afgrænses af et dige mod Vadehavet, og landsbyen er derfor præget af ekstraordinært mange fine kig fra stikveje og huse ud over Vadehavet.

Hjerpsted er kendetegnet af den fritliggende, kystnære kirke, hvis tårn kan ses langvejs fra i det åbne landskab og som benyttes som pejlemærke for skibstrafikken.

Byprofilen er karakteriseret af den fritliggende kirke og den lave homogene bebyggelse, der er friholdt for dominerende siloer. Nordøst for byen er placeret en vindmøllepark, som præger landskabet og udsigten fra landsbyen ganske meget.

Nord for Hjerpsted er der tillige et fint kig til både Vadehavet og en gruppe af gravhøje. Gravhøjene er karakteristiske for området omkring Hjerpsted både mod nord mellem Hjerpstede og Kolby og mod syd ved Ålbæk, hvor der til sammen er bevaret 32 gravhøje.

Landsbyens tilliggende jorde fremstår frugtbare og opdyrkede med markante, beplantede skel imellem markerne. Øst for Hjerpsted er enkelte lyngklædte områder. Imellem landsbyen og de marker, der støder op til Kystvejen, er udlagt eng til græsning, hvilket giver en fin overgang fra by til land / Vadehav og et flot kig ud over Vadehavet til Rømø fra landsbyens stikveje og fra de yderst beliggende huse og gårde.

Hjerpstedvej har en næsten alle’ agtig karakter med en kilometer lang strækning med grantræer langs begge sider af vejen mod øst. Syd for byen mellem Hjerpslev og Emmerlev ligger Tingdal Plantage.

Ballum


Historie

Ballum nævnes første gang i 1214. Ballum-landsbyerne er et eksempel på, hvordan befolkningen har udnyttet mulighederne i forbindelse med landbrug på både marsk og geest jord, og befolkningen har også allerede tidligt deltaget i både handel og søfart. I Vesterende Ballum og i Bådsbøl Ballum findes stadig mindre huse som har været beboet af sømands og kniplings familier. Særlig Vesterende Ballum havde trods de nærliggende købstæder Tønder og Ribes protester udviklet sig til at blive en lille handels- og håndværkerby, der betjente et større opland. Ballums vigtigste erhverv var dog landbruget, og markerne i Ballum Enge var rygraden i deres økonomi.

Bispens borg i Ballum
Mellem Vesterende-Ballum og Randerup, lige overfor den nuværende Brink Møllegård fra 1827, lå i middelalderen en stor borg, som tilhørte Johan Mikkelsen, der var biskop i Ribe fra 1369 til 1388. I nutiden er der intet tilbage af det middelalderlige anlæg, kun teglstensbrokker i jorden afslører hvor borgen har ligget. 1992, 1999 og 2002 foretog Museum Sønderjylland udgravninger som påviste, at der under pløjelaget er bevaret mere end murstensbrokker. Gården Brink nævnes første gang i 1379, hvor Harrike Støt, foged på Brink, bevidner, at Trøjborgs ridder Henneke Limbæk skyldte klosteret i Løgumkloster penge. Der mangler endnu at blive udgravet en del på borgen, førend man kan danne sig et fuldstændigt billede af hele anlægget og dets bygningshistorie. Men udgravningerne har også vist, at Brink i middelalderen har været et stort sted med en fornem hovedbygning opført, indrettet og udsmykket efter tidens byggeskik, som det var brugt hos datidens herremænd og godsejere.

Sorgagerstenen
På kirkegården lige vest for tårnet ud for indgangen til Ballum Kirke ligger gravstenen Sorgagerstenen, der er rejst over en ukendt gårdmandsenke fra Misthusum. Et sagn fortæller: “I 1634 blev en ung mand dømmes til døden, da han ved et uheld havde dræbt en anden mand i et slagsmål. Moderen til denne unge mand bad greven af Schackenborg om nåde. Greven lovede derpå moderen, at sønnen ville gå fri, såfremt hun på én dag fra morgen til aften kunne høste en ager korn, hvilket almindeligvis krævede ikke mindre en 4 fuldvoksne mænd. Det lykkedes moderen at svinge seglet og høste den store mængde og således reddede hun sin søn fra dødsstraf. Dog endte den dag med, at moderen selv døde af sine anstrengelser, da sagnet siger, at hun brækkede ryggen, da hun ville rejse sig efter den lange høst”. Sorgagerstenen er afbilledet med gårdmandsenken med neg og segl i armen. Hændelsen blev i 1942 til fortællingen “Sorgagre” i Karen Blixens eventyrsamling Vinter-Eventyr.

Ballum Kirke
Ballum Kirke er en romansk kirke i Vesterende Ballum. Kirkens kor og apsis er opført i romansk stil omkring 1150 og skibet er opført ca. 50 år efter omkring år 1200. Der 31 meter høje tårn af røde teglsten er sengotisk, fra omkring år 1500 og med højt pyramideformet spir og små gavle mod de 4 verdenshjørner. I tårnets nordmur ses en romansk gravsten. Alle kirkens tage er tækket med bly. Der er mange gamle huser omkring kirken, og er derfor omgivet af et fredet landskabsareal. Den bevarede kirkelandsby Vesterende Ballum er koncentreret med bygninger placeret langs den gade, der løber rundt om kirken kirkegården.

Vesterende Ballum
Vesterende Ballum
Vesterende Ballum er en slynget vej-by, og de ældre gårde og huse ligger stadig langs det slyngede og terrænbestemte vejnet. Landsbyen ligger, hvor den nordlige kant af Hjerpested Bakkeø møder Ballummarsken. Ballum kendes tilbage til 1214, hvor landsbyen benævnes “Balghum” og betegnelserne Wester Ende og Østerende kendes tilbage til 1588. Placeringen understreges af et fint bebyggelsesforløb, der ligger lige på kanten til marsken. Typisk for Vesterende Ballum er bebyggelsen omkring kirken, hvor de velbevarede småhuse ligger tæt op af eller udgør en del af kirkegårdsdiget med den gamle præstegård nord for kirken. Landsbyens profil er kendetegnet af kirken og kirketårnet, der ses vidt omkring i det åbne landskab. Den ældre gård- og husbebyggelse rummer store kulturhistoriske og arkitektoniske kvaliteter og strukturelt udgør landsbyen en sjælden velbevaret helhed.

Østerende Ballum
Østerende Ballum består af en række af gårde og huse beliggende langs geest-randen på den nordligste kant af Hjerpsted Bakkeø, højt hævet over Ballummarsken. Mod nord har landsbyen en klar og landskabelig styret afgrænsning. Mod vest afgrænses byen dels af den nord-syd gående Ribevej. Mod øst og syd grænser den op til åbne dyrkede marker. Landsbyen, som er sammenbygget med Vesterende Ballum og Ballum Kirke i den vestre ende, er med til at præge oplevelsen af landsbyen set fra marsken.

Landsbyen er præget af aktivt landbrug og byens profil er kendetegnet af såvel de ældre gårdanlæg som af mange nye store lader og bygninger til landbrugsproduktion. Gårdene ligger langs to øst-vestgående veje, der begge hedder Østerende. Mellem de to vejforløb er der dyrkede marker. Bebyggelsen er præget af gårdanlæg fra 1800-tallet, som er opført i blank mur i røde tegl, samt anlæg fra begyndelsen af 1900-tallet, hvoraf nogle har præg af bedre byggeskik. Enkelte af gårdene er endnu velbevarede.

Bådsbøl-Ballum
Bådsbøl-Ballum nævnes første gang i 1530 som Bodszbøl, som betyder “Bats udflyttergård”, mens Ballum kommer af ordet “balle” i betydningen bakke. Selve Bådsbøl-Ballum ligger relativt højt på en bakkeø, hvorfra der er god udsigt over havet. De ældste bygninger (huse og gårde) er placeret omkring et net af veje, som efterhånden er blevet til den nord-sydgående Kystvej og den øst-vestgående Byvej. Bådsbøl-Ballum er nabobebyggelse til Husum-Ballum, som den udgør ét byområde sammen med.

Byen ligger nær ved kysten mod Vadehavet, og var fra 1783 udgangspunkt for færgesejladsen til Rømø. Fra den 1. september 1923 kom en færgeforbindelse i stand fra Ballum Sluse ved det nye udløb af Brede Å. Nu sejlede man med motorbåd og kunne gå direkte ind til anløbsstederne. I 1900 flyttede færgen nordpå, men den vendte tilbage til Bådsbøl-Ballum, indtil den i 1920 blev flyttet til anløbsbroen ved den nyoprettede Ballum Sluse. Efter indvielsen af Rømødæmningen i 1949 blev færgeruten til fastlandet endeligt nedlagt.

Husum-Ballum
Husum-Ballum er beliggende på den nordlige del af Hjerpsted Bakkeø tæt ved Vadehavet. Den nævnes i 1370, hvor byen benævnes “hwsum”. Byens navn har oprindelig betydningen “I ved husene” og i kombination med “Ballum”, der kommer af ordet “balle” i betydningen bakke. Husum-Ballum er omgivet af et jævnt bølget landskab, der stiger svagt mod nord. Vest for byen, ved Bådsbøl-Ballum, er der et jævnt terrænfald ned mod Vadehavet. Den østlige del af landsbyen er præget af karakteristiske og markerede overgange mellem bebyggelse og landskab. I de seneste årtier er Husum-Ballum vokset sammen med Bådsbøl-Ballum med en række nyere parcelhuse, der ligger langs Byvej Byen er opstået omkring et let forgrenet vejforløb. Særlig omkring området Husumvej-Mølbyvej er præget af egnstypiske huse fra 1800-tallet. I begyndelsen af 1900-tallet har landsbyen udviklet sig langs den øst-vest gående Byvej, således at vejen i dag har karakter af hovedgade med enkelte forretninger, villaprægede gadehuse og forsamlingshuset fra 1911. Fra denne periode stammer også den gamle skole på Højervej og missionshuset. Der er bevaret flere af de ældre egnstypiske gårde og huse, der knytter sig til den ældre landsbydannelse. Det tidligere forsamlingshus, er i nutiden Hotel Ballumhus med 54 værelser, restaurant og bar.

Ballum Sluse
Ballum Sluse er et sluseværk ved udløbet af Brede Å, hvor den nærliggende Ballum Slusekro indgår i helheden. Slusen ligger ved ved Ballum-Astrupdiget 3 km syd for Rømødæmningen, ved kystvejen mellem dæmningen og Ballum. Fra 1786 foregik færgefarten fra Bådsbøl-Ballum til Rømø. Omkring år 1900 sejlede man med motorfærge fra Skærbæk Brohoved nord for den nuværende dæmning; men senere flyttede færgeruten tilbage til Bådsbøl-Ballum, indtil den efter Genforeningen blev henlagt til den nybyggede Ballum Sluse, hvor der var blevet anlagt en anløbsbro. Herfra fortsatte færgefarten til Rømø fra 1923, indtil dæmningen blev indviet i 1948. Kroen Ballum Slusekro, bygget 1915, er beliggende umiddelbart sydøst for Ballum Sluse.

Forballum
Bebyggelsen nævnes første gang 1291, og udskiftedes 1765 og 1768. Den velbevarede værftsbebyggelse er beliggende nordøst for Vesterende Ballum på en kunstigt udvidet 5 meter naturlig geesthøj i det flade marsklandskab. Mod nord er den udvidet med et eller muligvis to værfter, der er opbygget i tæt forbindelse med de naturlige aflejringer på stedet. Geestøen er smukt afgrænset i forhold til den omgivende marsk. Stedet har stor fortælle- og oplevelsesværdi. Tre værfter danner landsbyen, 8 huse og gårde, helt omgivet af marsk. Christen Kold var fra 1838 til 1842 huslærer på en større gård i Forballum. 1872 blev Forballum Mejeri bygget mellem Mjolden og Randerup. Mælken kom fra gårdene i Lunde, Kringlum og Randerup. 1967 blev det nedlagt.

Ballum Enge og Misthusum
På Ballum Enge 3 km syd for Rømødæmningen ses 8 værfter. Det var den tidligere bebyggelse Misthusum, som stammer tilbage til midten af 1100-tallet. Ovenpå værfterne har der ligget gårde. Stormfloderne i 1634 og 1720 ødelagde landsbyen, i 1634 druknede 44 mennesker. Resten af beboerne begyndte at flytte ind på den højere liggende geest efter 1720. Den sidste familie forlod stedet i 1814. Tilbage er kun det lille markmandshus, som i dag tilhører Museum Sønderjylland. Huset blev opført i 1809 til markmanden eller kvæghyrden i Ballummarsken. Han boede ude i marsken i sommerperioden, hvor han tilså bøndernes kvæg og sørgede for at dirigere vandet fra åen ud i de menneskeskabte kanaler der fyldtes af bevandingsmøllerne. Huset blev om sommeren brugt til husly for markmændene. Markmændene kiggede efter dyrene, der var sendt på græsning i den frugtbare marsk. Markmandshuset faldt sammen i 1911 og blev igen genopført. Senere brændte det, men blev endnu en gang genopført i sin oprindelige skikkelse. Markmandshuset blev brugt til omkring 1900; men der var markmænd i Ballummarsken helt til o. 1970, hvor de blev afløst af elektriske hegn og firehjulstrækkere. Huset er åbent for offentligheden og ejes af Museum Sønderjylland.

Fra Hjemstedvej og forbi Markmandshuset løber en vej, der kaldes ”Den svorne vej”. Sagnet fortæller, at bønderne i Misthusum kom i strid med Skærbækbønderne om benyttelse af vejen. Det kom til en sag, og øvrigheden bestemte at hvis Misthusumbønderne stående på vejen sværgede på at de havde gammel hævd på at færdes der, skulle de beholde vejen. Imidlertid havde bønderne hældt jord i deres støvler og kunne derfor sværge at de stod på egen jord. De begik mened og kom alle ulykkeligt af dage senere. Den tolvte bonde havde været forhindret, men han mødtes i marsken at en rytterskare, der skreg: ”Tolv var vi, elleve vi svor, og sammen vi til helvede flor”. De elleve bønder gik derefter rundt som spøgelser i marsken indtil en pige frelste dem. Hun havde som barn drømt at hun kunne frelse de elleve bønder, hvis hun kunne redde elleve mennesker fra selvmord. Efter et liv ude i verden vendte hun gammel hjem med udført gerning og frelste Misthusum-bønderne. Siden hed vejen Den Svorne Vej.

I nutiden ligger Misthusum forholdsvist trygt bag det fremskudte moderne dige. Men oprindeligt var der kun et lavt sommerdige, som kunne beskytte gårdene og dyrene mod dagligt højvande. Ballum enge har et rigt fugleliv. om foråret og efteråret er området et sted, hvor man kan opleve fænomenet sort sol.

Ballum Pumpemøller ligger øst for Ballum Slusekro. I 1836 blev Ballum Enge udskiftet mellem bønderne, og i de følgende år blev der gravet grøfter og bygget diger. Ved udskiftningen, hvor hver bonde fik sin del af engen, blev en del af bøndernes dyr afskåret fra adgangen til drikkevandet. I marsken er fersk drikkevand en mangelvare, og i årene 1842-1965 sørgede to sneglemøller for at pumpe vandet op fra åen, som gennem et åbent grøftesystem, de såkaldte ”vandgrau”, forsynede kvæget i engene med drikkevand. Møllerne blev drevet i et fællesskab mellem bønderne med jord i engene.

1842 blev der bygget to pumpe-vindmøller efter hollandsk mønster. Møllerne var helt af træ og i 1890’erne var de udtjente, og der blev bygget nye møller af jern. Disse møller fungerede frem til 1965. Vandet, der blev hentet op fra Brede Å, blev fordelt ud til engene via gravede grøfter. Siden Ballum Enge blev afvandet i 1970 har bevandingen foregået med selvvirkende pumper. I 1972 etablerede man Ballum Enges Forskønnelsesforening, hvis første opgave var at restaurere de stærkt forfaldne møller, og som siden har opført det lille møllehus i typisk nordfrisisk byggestil, hvor møllerne opbevares om vinteren. Huset har også et rum, hvor der informeres om pumpemøllerne, Vadehavet og afvandingen af engene. Når møllehuset ikke er åbent, kan møllerne beses udefra. Om sommeren arrangeres der guidede ture ud til Ballum Enge, hvor der bland andet er muligt at se møllerne i drift.

Ved siden af huset står der en stormflodssøjle, opsat i 1997 af Ballum Enges forskønnelsesforening. Den øverste ring viser, at vandstanden i Ballum Enge i 1634 var 5 meter over havet. Siden 1919 har digerne beskytte Ballum Marsken og de senere afsatte ringe på stormflodssøjlen viser vandstanden ved den nærliggende Ballum sluse. På søjlen ses stormflodsmålene for årene 1923, 1976, 1981, 1999 og 1634.

Trøjborg

 


Middelalderborgen
Undersøgelserne har vist, at den første borg på stedet er opført i begyndelsen af 1300-tallet. Borgen blev anlagt på vestsiden af en bakkeø, der fra Visby strækker sig mod vest ud i engene langs Sejersbækken. Her er der i den fugtige eng anlagt en kunstig, 30×30 m stor og 2,5 m høj banke, hvorpå der blev opført et 13×12 m stort tårn med 4 m tykke mure af samme type som tårnet på Kalø. Det lå på bankens østside, og ved siden af tårnet fandtes rester af en stor murstensbygning. Banken var omgivet af dobbelte voldgrave adskilt af en vold.

De kongerigske enklaver
Det er sandsynligvis den sønderjyske hertug, der har anlagt borgen, men 1348 blev den pantsat til Johan Limbek af den slægt, der på samme tid ejede Tørning og Søgård. Det var da også Claus Limbek den Yngre på Tørning, der i 1407 solgte Trøjborg til Dronning Margrete. Hun lagde straks borgen og al dens tilliggende ind under Ribe Bispesæde og Viborg Landsting. Det betød, at Trøjborg kom til at høre til Kongeriget Danmark og ikke til hertugdømmet Slesvig. Med udgangspunkt i Trøjborg skabtes herefter ”de sønderjyske enklaver”, områder af Sønderjylland, der hørte til Kongeriget, og som i 1864 blev byttet bort til Tyskland mod ”de otte sogne” syd for Kolding, sognene omkring Ribe samt Ærø.

Slægten Rantzau
I 1565 skænkede kongen Trøjborg til hærføreren Daniel Rantzau, og ved dennes død under belejringen af Varberghus 1569, gik Trøjborg over til broderen Peter Rantzau (1535-1602) mod at kongen overtog Vamdrupgård. Trøjborg forblev i slægtens eje frem til 1673. Herefter gik den via en datter til slægten von Buchwald. Fra 1777 havde gården forskellige ejere.

Trøjborg Slot
Da Peter Rantzau overtog den gamle middelalderborg i 1570, rev han den straks ned og påbegyndte opførelsen af et meget moderne slot. Den gamle borgbanke blev udvidet så meget, at der blev plads til at opføre et 32×31 m stort firsidet slot omkring en lille borggård på kun 14×13 m. Slottets mure rejste sig direkte op af en delvist nyanlagt indre voldgrav, og omkring denne blev der gravet en helt ny ydre voldgrav.  Slottets bygninger var i to etager over en høj kælder med et tårn i hvert hjørne af den indre borggård. Dette var helt moderne arkitektur i 1570’erne, og arkitekten er da sandsynligvis også Hercules von Oberberg, der også byggede Hansborg Slot, Grøngård, Tønning samt dele af Brundlund Slot. Øst for slottet blev der opført en ladegård, der ligeledes var omgivet af en voldgrav. De nuværende bygninger på ladegården er fra ca. 1680, 1770 og 1870.
Over indgangen til slottet hængte Peter Rantzau en indskrifttavle der indledtes med følgende tekst (på latin):

”Skatte du sanke og borge du bygge, som dø du ej skulle, død du i morgen ej ved, hvem der ejer dit gods”.

Ruinen
I 1851 købte storbonden Knud Lausten Thomsen (1806-1866) fra Forballum Trøjborg på en tvangsauktion. Lausten havde haft Kristen Kold ansat som huslærer for sine børn i Forballum og var grebet af de grundtvigianske tanker og højskolebevægelsen. Han ville ikke have selve slottet, og tilbød det til staten, for at de eventuelt kunne indrette et seminarium i bygningerne (se billede 4). Da staten efter lange overvejelser i 1854 sagde nej tak (man ville ikke skabe en konkurrent til Tønder seminarium), så begyndte Thomsen at nedrive slottet. Alt brugbart byggemateriale blev solgt, inventaret spredt (noget befinder sig på Museum Sønderjylland i Tønder), og slottet havde sikker været helt fjernet, hvis ikke broen over den indre voldgrav en dag var brudt sammen. Herefter lod man den resterende del af ruinen stå!
Ved udgravningerne er der fundet meget store mængder genstande fra 1570-1855, hovedsageligt fra voldgraven omkring slottet

Hjerpsted & Ballum

Højer Cafeteria

Højer Cafeteria – 400 m fra motellet
Ballumvej 7
DK-6280 Højer
Tlf: +45 7478 2011

Åbningstider:
Tirsdag til Søndag fra 12:00 til 21:00
Mandag: Lukket

Serverer både grillmad og kinesisk mad.
Læg venligst mærke til at det er tilladt at ryge indendørs i cafeteriet.

Slusen

Slusen Højer – 3,2 km fra motellet
Slusevej 10
DK-6280 Højer
Tlf: +45 7478 2731
Web: Slusen

Åbningstider:
Tirsdag til Søndag fra 10:00 til 20:00
Maden skal senest bestilles inden 19:45

God mad i dejlige omgivelser.
Det er oplagt et gå en tur langs diget efter at have spist.

Restaurant Kunsten

Restaurant Kunsten – 400 m fra motellet
Skolegade 1
DK-6280 Højer
Tlf: +45 9194 2000
Web: Restaurant Kunsten

Åbningstider:
Ring til Reatauranten

Balkan Pizza

Balkan Pizza – 400 m fra motellet
Ballumvej 6
DK-6280 Højer
Tlf: Tlf: +45 7371 2300

Åbningstider:
Tirsdag til Søndag fra 16:00 til 21:00
Mandag: Lukket

Kan efter aftale nydes i motellets opholdsrum.

Restaurant Æ Kalgo

Restaurant Æ Kalgo – 3 km fra motellet
Nørrebyen 3-5
Daler
DK-6280 Højer
Tlf: +45 4242 0921

Åbningstider:
Torsdag til Søndag fra 17:00 til 21:30

Dejligt spisested i landsbyen Daler, 3 km fra motellet. Æ Kalgo betyder køkkenhave på sønderjysk.
Se mere på Æ Kalgo´s Facebookside
Hvis du vil være sikker på at få et bord, så bestil plads via facebooksiden eller tlf.

Hohenwarte

Hohenwarte1,8 km fra motellet
Siltoftvej 2
DK-6280 Højer
Tlf: +45 7478 9383
Web: Hohenwarte

Åbningstider:
Mandag til Søndag

Spændene spisested, og danmarks største bondegårdferie.
På Hohenwarte serveres dagligt dagens middag.
Du skal bestille i forvejen.
Husk dine egne drikkevarer.

Æ Lammskind

Æ Lammskind150 m fra motellet
Buen 4
Dk-6280 Højer
Tlf: +45 2910 3265
Web: Æ Lammskind

Åbningstider:
Torsdag til Søndag fra 17:00 til 18:30

Serverer dagens varme ret. Skal bestilles i forvejen på tlf.
Dagens varme ret kan efter aftale nydes i motellets opholdsrum.